Publiceret i berlingske  2. marts - 2026

Der findes en manual for den moderne politiske overlever, som vi efterhånden kender alt for godt: Hvis fakta taler imod dig, så angrib kilden. Hvis reglerne rammer dig, så gør din personlige sag til en ideologisk krig.

Vi så det med Inger Støjberg, der transformerede en klokkeklar rigsretsdom til en kampagne mod »eliten«, og nu ser vi præcis samme manøvre fra Sikandar Siddique efter Københavns Kommunes afgørelse om hans bopælsforhold. Det er en bekymrende import af en kynisk, amerikansk inspireret offerretorik, hvor de demokratiske spilleregler kun gælder så længe, de tjener ens egne interesser.

Sagen om Siddiques proformaadresse burde være en tør, administrativ konstatering. Når elforbruget er ikkeeksisterende, og familielivet udspiller sig i en anden kommune, er konklusionen normalt indiskutabel.

Men i hænderne på en moderne populist bliver de tørre tal til et forsøg på politisk karaktermord. Ligesom Støjberg dækkede over sine lovbrud med fortællingen om »barnebrudene«, forsøger Siddique nu at overbevise offentligheden om, at han er offer for en storpolitisk sammensværgelse.

Ved at trække »zionisme-kortet« forsøger han at transformere en simpel bopælssag til en kamp mod mørke kræfter.

Det farlige ved denne tendens er den bevidste underminering af de institutioner, der er fundamentet under vores retssag. Når man hævder, at man er »valgt af vælgerne, men fjernet af systemet«, skaber man en kunstig og giftig modsætning mellem demokrati og lovgivning.

Men sandheden er den modsatte: Demokratiet fungerer kun, fordi vi har fælles regler, der gælder for alle – uanset politisk observans. Støjberg formåede at veksle sin dom til en politisk genopstandelse og 10 procent af stemmerne.

Det store spørgsmål er nu, om vi er vidner til en permanent ændring i dansk politik, hvor man kan råbe sig udenom enhver objektiv sandhed. Hvis vi accepterer præmissen om, at bopælspligt er et udtryk for censur, er virkeligheden blevet en valgmulighed.