Publiceret i Jyllands Posten 3. januar - 2026

Det nyligt overståede EU-topmøde i Bruxelles efterlader et billede af et kontinent, der står ved en skillevej. Mens krigen raser i vores baghave, og klimakrisen ånder os i nakken, ser vi samtidig et Europa, hvor kortsigtede økonomiske interesser og vrede landmænd i traktorer ser ud til at diktere dagsordenen på bekostning af vores fælles sikkerhed og grønne fremtid.

Det er dybt bekymrende, at vi nu ser en alliance af lande som Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet, der flirter med tanken om at lade Ukraine i stikken for at finansiere national velfærd. Det er en falsk modstilling. Der findes ingen velfærd uden fred, og der findes ingen fred uden et forenet Europa.

Som kandidat for Alternativet må jeg spørge: Hvem er det egentlig, vi beskytter?

Ved topmødet blev de vrede landmænd udråbt som de store sejrherrer. Deres blokader og protester har været med til at bremse Mercosur-aftalen og så tvivl om støtten til Ukraine.

Men lad os være ærlige: Det konventionelle landbrugs interesser må aldrig stå over Europas sikkerhed. Når vi hører argumentet om, at pengene hellere skal bruges på "velfærd" frem for forsvar, så glemmer man, at den største trussel mod vores velfærd er et klima i sammenbrud og et aggressivt Rusland.

At lade traktorerne blokere for fremsynet politik er at spille hasard med næste generations tryghed.

Det er ildevarslende at se den tyske kansler, Friedrich Merz, lide nederlag på centrale punkter som brugen af russiske aktiver og handelsaftaler.

Når Tyskland, der historisk har været Europas økonomiske motor og garant for stabilitet, bliver overtrumfet af populistiske strømninger og kortsigtet protektionisme fra lande som Italien og Frankrig, så brænder jorden under os.

J.D. Vances profeti om, at USA ikke kan beskytte et Europa, der er bange for sine egne vælgere, må være et wakeupcall. Vi kan ikke læne os op ad et USA under Trump, der ser stort på europæisk sammenhold og aktivt støtter kræfter som AfD.

Valget står ikke mellem "flæskepriser eller fred". Det står mellem et splittet Europa, der handler sin sjæl væk for at tække populistiske strømninger, eller et modigt Europa, der tør stå fast på sine værdier.

Hvis vi lader angsten vinde, har Putin og Trump allerede vundet. Det er tid til, at vi investerer i blodet – i vores fælles frihed – før det er for sent.