Fødevarechecken er en økonomisk og social ommer

Publiceret i Jyllands-Posten den 30. januar 2026

Vi har ikke brug for flere hovsaløsninger og vilkårlige udbetalinger.

Det burde være en god historie: 4,5 mia. kr. sendes ud til danskerne for at afbøde konsekvenserne af inflation og stigende fødevarepriser. Men regeringens fødevarecheck er et skoleeksempel på, hvordan gode intentioner forvandles til dårlig politik gennem mangelfuld målretning og politisk symbolbehandling.

Det fundamentale problem ved regeringens model er "spredehaglsprincippet". Ved at smøre hjælpen så tyndt ud, at den ender hos næsten to millioner danskere, mister den sin sociale profil. Velbemidlede pensionister med store friværdier og børnefamilier med årsindkomster på over 1 mio. kr. modtager en check, de i virkeligheden ikke har brug for. Imens må de studerende og de allermest økonomisk pressede nøjes med et beskedent engangsbeløb, der på ingen måde står mål med de permanente prisstigninger.

Det er hverken socialt retfærdigt eller økonomisk ansvarligt at føre fordelingspolitik på denne måde. Når vi pumper milliarder ud til borgere, der allerede har et sundt rådighedsbeløb, svigter vi den kerneopgave, et velfærdssamfund bør have: at holde hånden under dem, der rent faktisk falder igennem.

Diskussionen om fødevarechecks er i virkeligheden et symptom på en dybere krise. Den viser med al tydelighed, at vores sociale sikkerhedsnet har mistet sin bæreevne. Det er paradoksalt, at regeringen nu uddeler milde gaver, når man ser på den politik, der er ført det seneste år. Alene siden kontanthjælpsreformen i oktober er 4.000 kontanthjælpsmodtagere blevet sat ned på en minimumssats. 11.000 borgere har mistet deres særlige boligstøtte, og kommunerne er blevet frataget muligheden for at give løbende støtte til dem med de højeste boligudgifter.

Når hjælpeorganisationerne år efter år melder om rekordmange ansøgere til julehjælp og økonomisk rådgivning, bør det vække bekymring. Det er ikke en enkeltstående "check", der er brug for, hvis vi vil løse de underliggende problemer. Det er værdige ydelser og en sammenhængende socialpolitik, der skaber stabilitet.

Fattigdom i Danmark handler sjældent om manglen på penge i en enkelt måned. Det handler om den konstante, nedslidende stresstilstand, når man aldrig ved, om budgettet hænger sammen, næste gang vaskemaskinen går i stykker, eller barnet har brug for nye vinterstøvler.

En engangscheck er et plaster på et gabende sår, som skiftende regeringer selv har påført de svageste grupper gennem stramninger og reformivrighed. Det er en kortsigtet løsning på et langsigtet problem. Hvis regeringen ville gøre en forskel for danskernes købekraft og sundhed, burde man have set på mere målrettede instrumenter. I stedet har man valgt en model, der føles som politisk bestikkelse af middelklassen.